Digital tilgængelighed i staten og regionerne
Alle ministerier
|
April 2024
|
Ministerierne og regionerne har ikke fuldt ud sikret, at deres websteder er tilgængelige for borgere med handicap eller funktionsnedsættelse. Derudover har Digitaliseringsstyrelsens tilsyn med efterlevelsen af webtilgængelighedsloven ikke været helt tilfredsstillende.
12 ud af 21 ministerier og 3 ud af 5 regioner havde ved Rigsrevisionens gennemgang ikke afgivet tilgængelighedserklæringer. I 46 % af de tilfælde, hvor der var afgivet tilgængelighedserklæringer, var de ikke udfyldt korrekt.
61 % af forsiderne på ministeriernes og regionernes websteder overholdt ikke ét eller flere af de undersøgte krav til webtilgængelighed ved Rigsrevisionens gennemgang.
Grundlaget for Digitaliseringsstyrelsens tilsyn er mangelfuldt, idet mindst 18 % af ministeriernes og regionernes websteder ikke indgår i den population af websteder, hvorfra styrelsen udtager websteder til tilsyn.
|
Ministeriernes administration af betalingskort i perioden 2015-2022
Alle ministerier
|
April 2023
|
Der har i gennemsnit været ca. 20.000 betalingskort blandt ansatte i ministerierne årligt.
Rigsrevisionen vurderer, at ministerierne generelt har administreret betalingskort for ministre og ansatte i overensstemmelse med reglerne i perioden 2015-2022.
|
Kirkeministeriets forvaltning af Trossamfundsregistret
Kirkeministeriet
|
Juni 2022
|
47 % af de 417 anerkendte trossamfund og menigheder mangler ultimo februar 2022 enten at indberette deres årsregnskaber for 2020 eller har ikke udarbejdet årsregnskaberne i overensstemmelse med kravene.
Kirkeministeriets opfølgning på indberetningen af årsregnskaberne for 2020 og medlemstallene pr. 1. januar 2021 er først påbegyndt i december 2021. Herudover har ministeriet ikke sikret sig, at alle trossamfund og menigheder har indberettet årsregnskaberne for 2018 og 2019 og medlemstallene pr. 1. januar 2019 og pr. 1. januar 2020.
|
Indsatsen for at undgå statsansattes besvigelser
Alle ministerier
|
December 2020
|
Ministeriernes forretningsgange og interne kontroller var i 2019 samlet set ikke tilfredsstillende i forhold til at begrænse risikoen for, at statsansatte kunne begå besvigelser. Rigsrevisionen fandt ikke konkrete tilfælde af svig vedrørende tilskud, indkøb og løn, men konstaterede en række svage kontroller, som betyder, at det for statsansatte ville have været muligt at begå svig uden at blive opdaget.
Hovedparten af ministerierne har hverken i 2019 eller 2020 opdateret ministerieinstruksen med beskrivelser af hovedelementerne i ministeriets interne kontrol og risikostyring, på trods af at dette har været et krav i regnskabsbekendtgørelsen siden 2018. Alle ministerierne tilkendegiver, at de har sikret basale kontroller såsom funktionsadskillelse og logning af brugernes handlinger på hele ministerområdet, men halvdelen af departementerne oplyser, at ministeriet kun delvist eller slet ikke i 2019 har efterprøvet, om funktionsadskillelsen virkede efter hensigten.
|
Ministeriernes arbejde med FN’s verdensmål i Danmark
Alle ministerier (forsvarsministeren, kirkeministeren og statsministeren har ikke afgivet redegørelser til beretningen)
|
Oktober 2020
|
Ministeriernes arbejde med verdensmålene har taget udgangspunkt i deres vurdering af, at ministeriernes generelle virke og politik var tilstrækkelige som Danmarks bidrag til realisering af verdensmålene på deres områder. Data i ministeriernes fremdriftsrapportering er i mange tilfælde utilstrækkelig til at måle fremdriften i arbejdet med verdensmålene, og rapporteringen skaber ikke klarhed om, hvor vidt der har været fremdrift i realiseringen af målene i Danmark.
|
Statens brug af og kontrol med arbejdsklausuler
Alle ministerier
|
Juni 2020
|
Ministerierne bruger ikke arbejdsklausuler i alle deres kontrakter inden for de brancher, hvor der er størst risiko for brud på arbejdsklausuler. Desuden fører ministerierne ikke den nødvendige kontrol med, om leverandørerne overholder arbejdsklausulerne i kontrakterne.
|
Outsourcede persondata
Alle ministerier med undtagelse af Udenrigsministeriet
|
Maj 2020
|
Myndighedernes styring af databehandlere, som opbevarer følsomme eller fortrolige persondata, har været meget utilfredsstillende. Dette er på trods af, at krav om at udarbejde risikovurderinger, indgå databehandleraftaler og føre tilsyn med databehandlere har været gældende siden 2000.
Myndighederne har ikke haft kendskab til alle underdatabehandlere for 24 % af de systemer, hvor der benyttes underdatabehandlere. Det betyder, at underdatabehandlere i praksis har behandlet følsomme eller fortrolige persondata uden myndighedernes forudgående viden.
|
Åbne data
Alle ministerier
|
Marts 2019
|
Beretning med fokus på læring/god praksis. Rigsrevisionen anbefaler:
- At staten placerer et entydigt ansvar for det tværministerielle arbejde med åbne data, og at de bevillingsmæssige barrierer afklares, så der bliver mulighed for at indføre et ”open by default”-princip for statens data. Princippet indebærer, at alle ministerier bør åbne deres data, medmindre gode grunde taler imod, fx at data ikke forventes at føre til merværdi.
- At Finansministeriet med udgangspunkt i Rigsrevisionens kortlægning i samarbejde med relevante parter overvejer at udvide Datasætkataloget, så det giver brugerne en fyldestgørende oversigt over alle åbne data på tværs af staten.
- At Finansministeriet overvejer at udnytte den bemyndigelse, der findes i PSI-loven, til at gøre det obligatorisk, at de enkelte ministerier løbende opdaterer oplysninger om egne datasæt i Datasætkataloget.
|