Den 9. december 2024 behandlede Statsrevisorerne
Beretning nr. 6/2024 om statens betalingsadfærd
Statsrevisorerne afgav beretningen til Folketinget med følgende bemærkning:
"Ministerierne betalte 1,3 millioner fakturaer fra private leverandører i 2023. Overskrider ministerierne betalingsfristen, kan konsekvensen være, at de private leverandører mangler likviditet eller lider et rentetab, ligesom en overskridelse af betalingsfristen kan påføre staten omkostninger i form af rykkergebyrer og renter.
Formålet med undersøgelsen er at afdække, om staten har en tilfredsstillende betalingsadfærd i aftaler med private leverandører, dvs. om ministerierne betaler fakturaer fra private leverandører inden for højst 30 dage.
Statsrevisorerne finder det utilfredsstillende, at ministerierne betalte 139.238 fakturaer for sent i 2023, hvilket udgjorde et beløb på i alt 8,8 mia. kr.
Statsrevisorerne skal særligt pege på Forsvarsministeriet, Indenrigs- og Sundhedsministeriet og Digitaliserings- og Ligestillingsministeriet, som var de ministerier, der i 2023 betalte den største andel af deres fakturaer for sent.
Når ministerierne betaler fakturaer for sent, er konsekvensen, at de private leverandører kan blive påført tab og ekstra administration.
Staten er i 2023 blevet påført omkostninger på 4,3 mio. kr., som kunne være undgået.
Statsrevisorerne hæfter sig ved følgende resultater fra undersøgelsen:
- Forsvarsministeriet betalte 58.666 fakturaer for sent, svarende til 24 % af deres fakturaer.
- Indenrigs- og Sundhedsministeriet betalte 6.803 fakturaer for sent, svarende til 17 % af deres fakturaer.
- Digitaliserings- og Ligestillingsministeriet betalte 1.017 fakturaer for sent, svarende til 15 % af deres fakturaer.
- De 4 ministerier, der betalte den største andel af deres fakturaer til tiden, var Statsministeriet, Beskæftigelsesministeriet, Social-, Bolig- og Ældreministeriet og Justitsministeriet.
- Erhvervsministeriets departement har betalt den største andel af deres fakturaer for sent, hvorimod De Økonomiske Råd som den eneste institution i staten har betalt alle fakturaer til tiden.
- Ministeriernes udgifter til morarenter og gebyrer grundet for sen betaling udgjorde knap 4,3 mio. kr. i 2023. Heraf udgjorde Forsvarsministeriets andel knap 1,9 mio. kr."