Indenrigsudvalget

Oversigt over beretninger på Ældreudvalgets område i perioden 2020-2025

Titel på beretning og ministerområde Dato Uddrag af konklusioner fra beretningen

Statens betalingsadfærd

Alle ministerier

 December 2024

I 2023 betalte ministerierne 89 % af deres fakturaer til tiden, mens 11 % blev betalt for sent. Der er betydelig variation på tværs af ministerierne. Nogle ministerier betaler stort set alle fakturaer til tiden, mens andre betaler 15 % eller flere for sent.

Rigsrevisionen finder det utilfredsstillende, at nogle ministerier betaler en relativt høj andel af fakturaerne for sent. Konsekvensen er, at der er private leverandører, som ikke har fået deres penge til tiden, hvilket kan have påført leverandørerne et tab og kan have reduceret deres betalingsevne.

De 3 ministerier, der i 2023 betalte den største andel af deres fakturaer for sent, var Forsvarsministeriet, Indenrigs- og Sundhedsministeriet og Digitaliserings- og Ligestillingsministeriet. Forsvarsministeriet betalte 58.666 af deres fakturaer for sent, svarende til 24 % af deres fakturaer og et beløb på 3,5 mia. kr. Indenrigs- og Sundhedsministeriet betalte 6.803 fakturaer for sent, svarende til 17 % af deres fakturaer og et beløb på 355 mio. kr. Digitaliserings- og Ligestillingsministeriet betalte 1.017 fakturaer for sent, svarende til 15 % af deres fakturaer og et beløb på 278 mio. kr.