Sådan arbejder vi

I Rigsrevisionen fører vi kontrol med regeringen på vegne af Folketinget. Det gør vi ved at belyse, om Folketingets beslutninger bliver til virkelighed. 

Rigsrevisionen har ca. 300 ansatte, der arbejder med forskellige typer af revision. Arbejdet er specialiseret, så den enkelte medarbejder arbejder enten med en større undersøgelse eller revision af et ministerområde.

Her kan du læse mere om de forskellige arbejdsopgaver, der alle er underlagt standarderne for offentlig revision.

Sådan laver vi større undersøgelser

Rigsrevisionens større undersøgelser følger i hovedreglen den samme proces. Helt overordnet består den af en forundersøgelse, en undersøgelse og en opfølgning.

Sådan reviderer vi statsregnskabet

Rigsrevisionen gennemfører hvert år en revision af statsregnskabet. Helt overordnet består revisionen af planlægning, en revision og en rapportering.

Revision af andre årsregnskaber

Rigsrevisionen gennemfører hvert år revision af virksomheder, institutioner, foreninger, fonde mv., som staten ejer eller har en bestemmende indflydelse på. Det kan fx være DR, DSB, Dansk Hunderegister, Energinet og Nordisk Råd.

Lovgrundlag

Rigsrevisionen arbejder ud fra rigsrevisorloven og instruks for rigsrevisor.

I rigsrevisorloven kan du orientere dig om, hvem Rigsrevisionen reviderer, og hvilke dokumenter Rigsrevisionen kan få adgang til. Instruks for rigsrevisor handler om Rigsrevisionens forhold til offentligheden samt sagsbehandling. Det fremgår af instruksen, at bestemmelserne i forvaltningsloven og offentlighedsloven finder tilsvarende anvendelse i Rigsrevisionen med få undtagelser og præciseringer.

Rigsrevisorloven       Instruks for rigsrevisor

Opfølgning på beretninger

Rigsrevisionen rapporterer resultaterne af de større undersøgelser til Statsrevisorerne. Efterfølgende følger Rigsrevisionen og Statsrevisorerne op på resultatet for at vurdere, om ministeriets opfølgning på Rigsrevisionens anbefalinger er tilfredsstillende. Denne procedure er unik i et internationalt perspektiv og bidrager til at sikre en effektiv revision.

Mere om opfølgning på beretninger

Evaluering af beretninger

Rigsrevisionen får årligt evalueret beretningerne fagligt og sprogligt af et eksternt evalueringspanel. Evalueringerne udgør et værdifuldt bidrag til den fortsatte udvikling af Rigsrevisionens undersøgelser.

Mere om evaluering af beretninger

Rådgivning

Rigsrevisionen rådgiver ministerierne i sager, der vedrører regnskabs- eller revisionsmæssige forhold. Vores rådgivning er vejledende, og de reviderede afgør, om de ønsker at følge vores råd i deres arbejde og beslutningsprocesser.

Mere om vores rådgivning