Formål
Som led i årsrevisionen udfører vi en overordnet gennemgang af udvalgte små og mellemstore statslige virksomheders regnskabsforvaltning mv. Formålet med virksomhedsbesøget er at undersøge, om der i de statslige virksomheder er en betryggende kontrol og regnskabsforvaltning, som understøtter en sikker udarbejdelse af regnskabet. Vi drøfter fx en række udvalgte områder med virksomheden og gennemgår udvalgte nøgledokumenter og bilag. Resultaterne af virksomhedsbesøget indgår i vores planlægning af et ministerområde og vil i øvrigt kunne indgå i Rigsrevisionens erklæring om ministerområdet.
Produkt
Vi afgiver et afsluttende orienteringsbrev til virksomheden, hvor vi kort beskriver resultaterne af besøget. Virksomheden kan sende bemærkninger og eventuelt tilhørende dokumentation, hvis virksomheden har faktuelle bemærkninger til resultaterne. Hvis virksomhedens bemærkninger giver anledning til ændringer i orienteringsbrevet, udarbejder og fremsender vi et nyt afsluttende orienteringsbrev.
Vi udtrykker ikke en konklusion om regnskabsforvaltningen generelt.
Hvad kan virksomheden forvente af os?
Vi kontakter virksomheden, inden vi starter virksomhedsbesøget, så vi kan tilrettelægge gennemgangen af regnskabsforvaltningen mv. under hensyn til virksomhedens øvrige arbejdsopgaver. Der kan også være behov for en indledende dialog med virksomheden for at fastlægge, hvilke områder der skal gennemgås ved virksomhedsbesøget.
Når gennemgangen af virksomhedens regnskabsforvaltning mv. er færdig, holder vi et afsluttende møde. På mødet fortæller vi om resultaterne af gennemgangen.
Hvad er vores forventning til virksomheden?
I forbindelse med et virksomhedsbesøg vil vi holde møder med virksomheden, hvor vi spørger ind til udvalgte områder inden for finansiel revision, juridisk-kritisk revision og forvaltningsrevision. Vi beder om relevant materiale før og efter møderne. Virksomhedens resurseforbrug i forbindelse med gennemgangen af regnskabsforvaltningen mv. afhænger bl.a. af, hvordan arbejdsgange og kontroller er tilrettelagt og dokumenteret i de enkelte virksomheder. Revisionen bliver mindre tidskrævende, hvis virksomhederne har velfungerende arbejdsgange og kontroller og kan dokumentere, at de fungerer i praksis.