Den 7. april 2025 behandlede Statsrevisorerne
Beretning nr. 15/2024 om forvaltningen af tilskud til tandlægebehandling
Statsrevisorerne afgav beretningen til Folketinget med følgende bemærkning:
"Regionerne giver tilskud til en del af voksnes tandlægebehandling. Tilskuddet til tandlæger udgjorde 1,6 mia. kr. i 2024. Tilskuddet er reguleret i sundhedsloven, tandlægebekendtgørelsen og en national klinisk retningslinje for voksentandplejen.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet fastsætter reglerne for tilskuddet til tandlæger og skal sikre, at det samlede budget overholdes. Regionerne udbetaler tilskuddet til tandlægerne og skal kontrollere, at tilskuddet udbetales i overensstemmelse med reglerne.
Formålet med undersøgelsen er at vurdere, om Indenrigs- og Sundhedsministeriet og regionerne har forvaltet tilskuddet til tandlæger tilfredsstillende.
Statsrevisorerne finder det utilfredsstillende, at Indenrigs- og Sundhedsministeriet har reduceret tilskud til tandlægebehandling i strid med reglerne, og at de ikke har fulgt op på årsagerne til budgetoverskridelserne. Samtidig er dele af den regionale efterkontrol med udbetaling af tilskud til tandlægebehandling mangelfuld og ikke risikobaseret.
Konsekvensen af den utilfredsstillende forvaltning af og kontrol med tilskud til tandlægebehandling er, at patienternes egenbetaling kan være steget utilsigtet, at tilskuddet ikke har fremmet tandlægebehandling til patienter med størst behov, og at der er risiko for, at nogle tandlæger modtager mere i tilskud, end de er berettigede til.
Statsrevisorerne hæfter sig særligt ved følgende undersøgelsesresultater:
- Indenrigs- og Sundhedsministeriet har siden 2018 reduceret tilskuddet til behandlinger 10 gange som følge af budgetoverskridelser. En del af reduktionen er sket for behandlinger, hvor tandlægerne frit kan bestemme prisen. Dette er i strid med reglerne.
- Indenrigs- og Sundhedsministeriet har ikke undersøgt, hvad budgetoverskridelserne skyldes, eller om tandlægerne kategoriserer patienterne i overensstemmelse med retningslinjerne. Der er en grundlæggende forskel mellem tandlægernes vurdering og Sundhedsstyrelsens forventninger til danskernes tandsundhed. Dette kan være med til at forklare de gentagne budgetoverskridelser.
- Patienter med raske tænder går oftere til statusundersøgelser end patienter med tandsygdomme. Dette er i modstrid med intentionerne i den kliniske retningslinje fra 2013, der skulle bidrage til en bedre resurseudnyttelse, idet besparelserne på tilskud til behandling af patienter med raske tænder kunne bruges på patienter med tandsygdomme.
- Regionernes efterkontrol af de udførte behandlinger kan styrkes.
Statsrevisorerne er enige i Rigsrevisionens anbefaling om, at regionerne kan styrke efterkontrollen af de udførte behandlinger gennem analyser af, hvilke udbetalinger der er mest risikofyldte og økonomisk væsentlige."