Næsten alle lande har en overordnet revisionsmyndighed, der skal understøtte den forfatningsmæssige arbejdsdeling mellem regering og parlament. Det er forskelligt, om revisionsmyndigheden hører til den dømmende, den udøvende eller den parlamentariske funktion i den forfatningsmæssige orden. I demokratiske lande er revisionsmyndigheden dog altid sikret uafhængighed, og revisionen er med til at sikre demokratisk kontrol og fremme en effektiv og redelig forvaltning.
Den første danske grundlov fra 1849 var på flere punkter inspireret af den belgiske forfatning fra 1831. Dette gjaldt bl.a. bestemmelsen om finansloven, der gav Rigsdagen den bevilgende myndighed. Grundlovskommissionen overvejede derfor, om revisionsmyndigheden skulle være en særlig forvaltningsdomstol ligesom den belgiske regnskabsret. Man besluttede sig dog for, at Landstinget og Folketinget i stedet skulle udnævne 4 statsrevisorer. Ligesom i Norge skulle statsrevisorerne gennemgå statsregnskabet, der derefter skulle forelægges Landstinget og Folketinget med statsrevisorernes bemærkninger.
Da Rigsdagen i 1855 vedtog den fælles forfatning for Danmark, Slesvig og Holsten, bestemte man i forfatningen at oprette en regnskabsret ved lov. Da loven skulle udformes, viste der sig dog stor betænkelighed ved at give en uafhængig revisionsmyndighed ansvar for den administrative revision, som ministerierne hidtil selv havde foretaget. Det lykkedes aldrig at opnå enighed om et lovforslag, og ved grundlovsrevisionen i 1866 blev bestemmelsen om regnskabsretten stemt ned i Folketinget. Man vedtog i stedet at opretholde bestemmelsen om statsrevisorerne. I 1901 tog Folketinget sagen op igen. Endnu en gang uden at nå til nogen konklusion.
Statsrevisorerne og hovedrevisoraterne
Begrænsningen i statsrevisorordningen var især, at statsrevisorerne kun kunne sammenholde bevillings- og regnskabstal, mens de i praksis havde vanskeligt ved at gennemføre en egentlig revision, der kunne vise, om ministeriernes regnskaber var rigtige. I 1917 vedtog Rigsdagen derfor den første statsrevisorlov. Den bestemte bl.a., at statsrevisorerne kunne bygge på revisionserklæringer fra de administrative revisorer i ministerierne, og grundlagde således den arbejdsdeling, der i dag er mellem de 6 statsrevisorer og Rigsrevisionen.
Ministeriernes regnskabsvæsen og revision var dog ikke særligt hensigtsmæssigt organiseret. Statsrevisorernes kritik heraf var i 1926 medvirkende til indførelsen af den første statsregnskabslov – lov om statens regnskabsvæsen og revision m.v. Loven indførte kravet om, at alle statens regnskaber skulle underkastes finansiel revision, juridisk-kritisk revision og forvaltningsrevision. Tilsvarende bestemmelser findes stadig i rigsrevisorlovens §§ 2 og 3. Finansministeriet oprettede 4 hovedrevisorater, der delte ansvaret for revisionen af alle statslige institutioner. I lighed med hvad der gælder for Rigsrevisionen, kunne statsrevisorerne anmode hovedrevisorerne om at lave beretningsundersøgelser. Men hovedrevisorerne, der i 1958 ændrede navn til revisionsdepartementer, var samtidig en del af det interne kontrolsystem, der stod til rådighed for de enkelte ministerier.
Rigsrevisionen ser dagens lys
Rigsrevisionen blev etableret den 1. januar 1976 ved en sammenlægning af de 2 tilbageværende revisionsdepartementer som følge af rigsrevisorloven af 1975. Et udvalg i ministerierne havde overvejet, om Rigsrevisionen kunne henlægges under Folketinget. Dette ville efter udvalgets vurdering være en ændring af forfatningsmæssig karakter, der bedst kunne ske ved grundlovsændring. Udvalget foretrak derfor, at Rigsrevisionen fik uafhængighed af såvel regering som folketing. Da rigsrevisorloven skulle udformes, var der imidlertid ikke opbakning i det lovforberedende udvalg for at ændre på revisionens tilknytning til den udøvende magt. Kun cheferne for de 2 revisionsdepartementer ønskede den nye rigsrevision henført til Folketinget. Rigsrevisionen blev derfor etableret som en uafhængig institution under Økonomiministeriet, ligesom det var kongen, efter indstilling fra økonomiministeren og efter samråd med statsrevisorerne, der udnævnte rigsrevisor. Den nye samlede organisering gav Rigsrevisionen bedre mulighed for at lave tværgående undersøgelser og for at rekruttere kompetencer, der kunne styrke forvaltningsrevisionen og løfte udfordringerne ved indførelsen af elektronisk databehandling.
I 1991 blev Rigsrevisionen overført fra Økonomiministeriet til Folketinget. Forslaget om ændringerne i rigsrevisorloven blev udarbejdet af Statsrevisorerne, fremsat af medlemmerne af Folketingets Præsidium og enstemmigt vedtaget af Folketinget. Rigsrevisionen er således i dag en fuldt uafhængig revisionsmyndighed, der bevillingsmæssigt og regnskabsmæssigt refererer til Folketinget. Rigsrevisor udnævnes af Folketingets formand efter indstilling fra Statsrevisorerne, jf. nærmere i rigsrevisorlovens § 1.