Sådan ansætter vi

Når du søger job i Rigsrevisionen, skal du gennem forskellige trin i ansættelsesprocessen. I det følgende har vi beskrevet, hvad du kan forvente, når du søger en stilling hos os.

Her kan du bl.a. få svar på, hvordan du søger en ledig stilling, hvad fokus i 1. og 2. samtale er, og den videre proces for ansættelse.

Ledige stillinger
Ledige stillinger annonceres på Rigsrevisionens hjemmeside og i relevante medier. Du kan tilmelde dig Rigsrevisionens jobagent, så du får direkte besked, når vi har ledige stillinger. Hvis du ønsker yderligere information om en ledig stilling, er du velkommen til at kontakte den person, der er nævnt i stillingsannoncen.

Ansøgning
Ansøgningsprocessen foregår via Statens rekrutteringsløsning. Når du læser stillingsannoncen, skal du trykke på knappen ”Søg stillingen” og vedhæfte dit CV og din ansøgning m.m.

Når du søger job i Rigsrevisionen, registrerer vi bl.a. din ansøgning og dine kontaktoplysninger. Du kan læse mere her om, hvilke rettigheder du har som registreret.

Tak for din ansøgning
Når du har sendt din ansøgning, modtager du en bekræftelse via mail. Hvis du ikke modtager bekræftelsen, kan du kontakte den person, der står i stillingsopslaget.

Vurdering af ansøgningerne
Når ansøgningsfristen er udløbet, vil vi hurtigst muligt gennemgå alle ansøgninger og udvælge de kandidater, vi ønsker at se til en ansættelsessamtale. Vi bestræber os på, at stillingen er besat senest 3-4 uger efter ansøgningsfristens udløb.

Vi planlægger rekrutteringsprocessen ud fra den enkelte stilling. Nogle gange vil der være én samtale, andre gange to. Nedennævnte er udgangspunktet.

Den første samtale
Den første samtale finder sted i HR, hvor 2 medarbejdere deltager sammen med en tillidsrepræsentant. Ved samtalen fortæller vi om Rigsrevisionen og jobbet, og du får mulighed for at præsentere dig selv og fortælle om dine kvalifikationer, erfaringer og ønsker til jobbet. Efter første samtalerunde besluttes det, hvilke ansøgere der udvælges til en anden samtale.

Den anden samtale
Den anden samtale finder sted i det kontor, der har en ledig stilling. I den anden samtale bliver du spurgt mere ind til din faglige profil, og du får flere oplysninger om de konkrete opgaver og kontoret.

Case og test
Rigsrevisionen vælger nogle gange at inddrage en case. Det vil du i givet fald blive informeret om ved indkaldelsen. Rigsrevisionen anvender kun personlighedstest i forbindelse med ansættelse af ledere.

Reference
Rigsrevisionen indhenter referencer på dem, vi ønsker at ansætte.

Hvis du er den, vi har valgt til stillingen, kontakter HR dig telefonisk eller pr. mail og aftaler de nærmere detaljer vedrørende din ansættelse, herunder løn. Herefter vil du modtage et ansættelsestilbud og et oplysningsskema, som du skal udfylde. Når du har accepteret ansættelsestilbuddet og udfyldt oplysningsskemaet, sender vi det endelige ansættelsesbrev, hvor du kan se vilkårene for din ansættelse.

Velkommen til Rigsrevisionen
I Rigsrevisionen lægger vi vægt på, at nye kolleger føler sig godt modtaget, bliver introduceret til arbejdet og hurtigt lærer os at kende. Du vil blive tilknyttet en vejleder i dit kontor, og der vil være en række introduktioner og kurser i den første tid.

Var du ikke blandt dem, der blev indkaldt til samtale eller fik tilbudt jobbet?
Det betyder ikke nødvendigvis, at du ikke er kvalificeret til et job i Rigsrevisionen. Det kan være, fordi konkurrencen var stor. Hvis du gerne vil arbejde i Rigsrevisionen, opfordrer vi dig til at søge igen. Næste gang ser ansøgerfeltet måske anderledes ud, eller du har fået de kompetencer, vi har behov for.

Alle ansøgere får besked, når ansættelsesprocessen er afsluttet. Du er velkommen til at kontakte os, hvis du ønsker en uddybning af et eventuelt afslag.

Kontakt

Nicoline Wissendorf Funder
Specialkonsulent