Orientering om, at Rigsrevisionen indhenter personoplysninger til en opgave med revision

Undersøgelse af indsatsen for børn og unge, som har begået kriminalitet

I henhold til databeskyttelsesforordningens artikel 14, stk. 5, litra b, orienteres der hermed om, at Rigsrevisionen indhenter personoplysninger som led i en undersøgelse af Justitsministeriets og Social-, Bolig- og Ældreministeriets indsats for børn og unge, som har begået kriminalitet. 

I forbindelse med revisionen har Rigsrevisionen anmodet Justitsministeriet om personhenførbare data om Rigspolitiets, Rigsadvokatens, Domstolsstyrelsens, Ungdomskriminalitetsnævnets og Ungekriminalforsorgens registreringer af sagsoplysninger for alle børn og unge (10-17 år), som blev henvist til Ungdomskriminalitetsnævnet i perioden januar 2019 - september 2023. Rigsrevisionen indhenter også registerdata fra Danmarks Statistik om alle børn og unge (10-17 år), som har begået kriminalitet i samme periode. Data indeholder oplysninger om kriminaliteten og om kommunernes afgørelser om sociale foranstaltninger, herunder børne- og ungepålæg og forældrepålæg. Herudover har Rigsrevisionen indhentet sagsmateriale for et antal udvalgte sager fra Ungdomskriminalitetsnævnets, Ungekriminalforsorgens, anklagemyndighedens og Rigspolitiets sagsbehandlingssystemer i perioden. 

Formålet med Rigsrevisionens revision er at få indblik i, om myndighederne lever op til tidsfrister og krav i forbindelse med indsatsen for at bekæmpe kriminalitet blandt børn og unge. Revisionen omhandler ikke det enkelte barn, den enkelte unge eller den konkrete sag, og revisionen har ingen sagsbehandlingsmæssige konsekvenser for den enkelte. Rigsrevisionens resultater rapporteres i en beretning til Statsrevisorerne. Beretningen vil ikke indeholde personhenførbare oplysninger.

Retsgrundlaget for Rigsrevisionens behandling er databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra e, artikel 10, og databeskyttelseslovens § 11 sammenholdt med rigsrevisorlovens § 4 og § 12. 

Rigsrevisionen anvender bl.a. kryptering (sikker mailpost) og adgangsstyring til sagerne. Rigsrevisionen sletter data, når undersøgelsen er afsluttet, forventeligt ultimo 2024.

Den registrerede (den, hvis personoplysninger, vi behandler) har efter databeskyttelsesforordningen en række rettigheder. Læs mere herom i vores persondatapolitik under punktet ”Dine rettigheder som registreret”. 

Hvis der i øvrigt er spørgsmål til Rigsrevisionens behandling af personoplysninger, kan man kontakte Rigsrevisionens databeskyttelsesrådgiver (DPO): 

Britt Scherfig
E: bsc@rigsrevisionen.dk
T: 33 92 84 26

Som registreret kan man klage til Datatilsynet. Se kontaktoplysninger på Datatilsynets hjemmeside

Læs mere her om Rigsrevisionens behandling af personoplysninger.

Kontakt

Niels Gyldenvang Steffensen
Kontorchef