Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen.
Indsamlingen af statistik begynder, når du klikker dig videre til næste side.
Cookie- og privatlivspolitik

Ledige stillinger

Ledige stillinger annonceres på Rigsrevisionens hjemmeside og i relevante medier. Du kan tilmelde dig Rigsrevisionens jobagent, så du får direkte besked, når vi har ledige stillinger. Hvis du vil have yderligere information om en ledig stilling, kan du kontakte den person, der er nævnt i stillingsannoncen.

Ansøgning

Ansøgningsprocessen foregår via eRekrutteringssystemet HR Manager. Når du læser stillingsannoncen, skal du trykke på ”Søg stillingen” og vedhæfte CV, ansøgning m.m.  

Information om dine rettigheder, når du søger job i Rigsrevisionen 

Når du søger job i Rigsrevisionen, registrerer vi bl.a. din ansøgning og kontaktoplysninger. Du kan læse mere her om, hvilke rettigheder du har som registreret.

Tak for din ansøgning

Når du har sendt din ansøgning, får du en bekræftelse på, at vi har modtaget den. Hvis du ikke modtager bekræftelsen, kan du kontakte René Pedersen på tlf. 33 92 85 25.

Vurdering af ansøgningerne

Når ansøgningsfristen er udløbet, vil vi hurtigst muligt gennemgå alle ansøgninger og udvælge de kandidater, vi ønsker at se til en ansættelsessamtale. Vi bestræber os på, at stillingen er besat senest 3-4 uger efter ansøgningsfristens udløb.

Den første samtale

Den første samtale finder sted i HR, hvor 2 medarbejdere deltager sammen med en tillidsrepræsentant. Ved samtalen fortæller vi om Rigsrevisionen og jobbet, og du får mulighed for at præsentere dig selv og fortælle om dine kvalifikationer, erfaringer og ønsker til jobbet. Når første samtalerunde er afsluttet, beslutter HR sammen med den chef, der har en ledig stilling, hvilke ansøgere der udvælges til en anden samtale.

Den anden samtale

Den anden samtale finder sted i det kontor, der har en ledig stilling. Til samtalen deltager chefen sammen med nogle medarbejdere fra kontoret. I den anden samtale vil der blive spurgt mere ind til din faglige profil, og du får flere oplysninger om de konkrete opgaver og kontoret.

Test

Rigsrevisionen anvender kun test i forbindelse med ansættelse af ledere.

Beslutning om ansættelse

Det er kontoret, der beslutter, hvilken ansøger de ønsker at ansætte. HR kontakter dig telefonisk eller pr. mail, hvis du er den, vi har valgt til stillingen, og aftaler de nærmere detaljer vedrørende din ansættelse, herunder løn. Herefter vil du modtage et ansættelsesbrev pr. mail, hvor du kan se vilkårene for din ansættelse.

Var du ikke blandt de heldige, som blev indkaldt til samtale eller fik tilbudt jobbet?

Det betyder ikke nødvendigvis, at du ikke er kvalificeret til et job i Rigsrevisionen, men at konkurrencen var stor. Hvis du gerne vil arbejde i Rigsrevisionen, vil vi opfordre dig til at søge igen. Næste gang ser ansøgerfeltet måske anderledes ud, eller du har fået de kompetencer, vi har behov for.

Alle ansøgere får besked, når ansættelsesprocessen er afsluttet. Du er velkommen til at kontakte os, hvis du ønsker en uddybning af et eventuelt afslag.

Velkommen til Rigsrevisionen

I Rigsrevisionen lægger vi vægt på, at nye kolleger føler sig godt modtaget, bliver introduceret til arbejdet og hurtigt lærer virksomheden at kende. Du vil blive tilknyttet en vejleder i dit kontor, og HR afholder en række introduktioner og kurser i den første tid.

For yderligere information, kontakt Samuel Holm (tlf. 33 92 85 18).

Senest opdateret den 1. februar 2019

RIGSREVISIONEN LANDGREVEN 4 1301 KØBENHAVN K TLF.: 33 92 84 00 INFO@RIGSREVISIONEN.DK
CVR-NR.: 77806113 EAN-NR.: 5798000016002 PNR.: 1003388382 ÅBNINGSTID: KL. 9.00-16.00